Sammenhæng i patientforløb og god behandling af kroniske sygdomme kræver i stigende grad samarbejde på tværs af almen praksis, hospitaler og kommuner.
Men i dag kan sektorgrænser og modsatrettede økonomiske strukturer udfordre dette samarbejde.
Kan vi bruge økonomien som gulerod til at trække sundhedsvæsenet i en mere sammenhængende retning, hvor blikket er rettet mod samfundsøkonomien i stedet for at fastholde aktørerne i hver deres silo med risiko for kassetænkning?
Det mener seniorforsker Thim Prætorius fra Steno Diabetes Center Aarhus.
- Hvis du bygger et hus, uden at mureren, elektrikeren og tømreren koordinerer deres arbejdsgange, så kan det godt være, at hver del bliver lavet, men det gør det meget svært at sikre, at huset faktisk bliver, som arkitekten tegnede det, forklarer Thim Prætorius.
- Det er lidt det samme i sundhedsvæsenet - vi har brug for økonomiske incitamenter, der belønner samarbejdet og det færdige hus, ikke bare de enkelte rum.
|